Frederiksgave
Hvad Christianslund er for den ene af Langkilde-linjerne på New Zealand er Hagenskov eller
Frederiksgave, som den hed i Langkilde-tiden, for Langkildelinjen på American Samoa og Western
Samoa. Hagenskov er senest blevet kendt i det ganske land, da en lang række scener i den
kontroversielle ”1864” udspandt sig her på godset. Det var også ganske kontroversielt, hvad der sket
for Langkilderne her i 1864, men herom senere.
Hagenskov var oprindeligt en dansk middelalderborg, og den er nævnt som krongods i 1251. Senere
har godset flere gange været ejet af kronen eller staten. Især tilbragte kronprins Frederik (den senere
Kong Frederik den Syvende – også kaldet Frederik Folkekær) en del af sin ungdom her, mens han var
guvernør over Fyn. Her udgravede den meget arkæologi-interesserede kronprins og senere konge
adskillige gravhøje og øvrige levn. Vore forfædre på gården var levende involveret i dette arbejde, og
der er mange breve bevaret om det.
Godset ligger i Sønderby Sogn, Båg Herred, Assens Kommune. Hagenskov var et kongeligt len. I 1662
blev Hagenskov Len omdannet til Assens Amt.
Stedets historie går langt tilbage. I 1259 var der strid mellem konge og kirke, og kong Christoffer 1. tog
den opsætsige ærkebiskop Jakob Erlandsen til fange og førte ham til Hagenskov iført narrehue og
siddende baglæns på hesten. Jakob Erlandsen blev anbragt i fangehullet på Hagenskov, som er det
eneste bevarede af den oprindelige middelalderborg, men han sad her kun i få måneder, indtil kong
Christoffer I døde, hvorefter Jakob Erlandsen blev sluppet fri.
Det gamle slot, der brændte i 1741 lå på et voldsted nær det nuværende slot, som er opført 1774-76 i
nyklassicistisk stil. Fra 1667 til 1962 hed gården Frederiksgave. Det var i den tid Langkilderne var på
stedet.
Hagenskov Gods er på 290 hektar med Vintergården og Aagaarden. Stedet, hvor Langkilderne boede,
var først i bindingsværkbygningerne lige på den anden side af vejen. De indgår som en del af det
samlede bygningskompleks. Dernæst var det selv hovedbygningen.
Det er Friderich Christopher Langkilde der kom til Frederiksgave som forpagter i 1843 – samme år som
han blev gift med sin første hustru, Elisabeth Margrethe Foersom. De fik 10 børn. I deres efterslægt er
der flere, der har gjort det mere talrigt, så denne gren omfatter ganske mange på Samoa, flere fra New
Zealand, Australien, USA, Fiiji og Guam. Ikke mindst Friderich Christoffers ældste søn, Hans Alfred
Langkilde (1844-1903), fik talrige efterkommere. Friderich og Elisabeths efterkommere er beskrevet i
Jørgen V. Langkilde, 1996, s.80-90. Denne linje kan betegnes Frederiksgave-linjen. Friderichs
ægteskab med den anden hustru, Pouline Marie Deodata Storch (1828-1901) var barnløst.
Friderich blev Jægermester og Ridder. Det var ikke en tilfældighed, for han havde overmåde tætte
forbindelser til den senere Kong Frederik den Syvende. Sammen og hver for sig gennemførte de talrige
udgravninger efter tidens bedste metoder. Der er fund som stadig er væsentlige for forskningen. Hvis
man vil læse mere om disse forbindelser og mere om Friderich, så skal man bestemt have fat i Henrik
Thranes smukke og rigt illustrerede værk på Nationalmuseets Forlag: Kongen, Jægermesteren og
Livskytten. Frederik den Syvendes arkæologiske mani.
Hagenskov kan ses godt fra vejen, der ligesom på Sandholt går gennem gården, men der er ikke
offentlig adgang til hovedbygningen eller parken. Mere om Hagenskov kan læses på
www.hagenskov.dk. De gamle Langkilder fra Frederiksgave er begravet på Sønderby Kirkes kirkegård
ikke langt derfra. Et besøg på Hagenskov, bør således også omfatte disse grave.
Hagenskov ejes nu af slægten Schall Holberg. De erhvervede stedet i 1954.