Bramstrup – stadig i familiens eje
Niels Rasmussen Hellfach Langkilde overtog Bramstrup som den første Langkilde i 1848. Niels kom fra Juulskov, da han var adopteret af Hans Peter Langkilde. Hans far var løjtnant Frantz Jørgen Hellfach, og hvorfor denne valgte at bortadoptere sønnen til de barnløse Langkilder på Juulskov fortaber sig desværre i historien. Hans Erling Langkilde skriver i sin bog, Fæstegård og Herresæde, at løjtnant-uniformen måske har besnæret Frantz’ kusine, Bodil (Niels’ mor) og at barnet derfor kom før brylluppet.
Niels startede sin karriere som ’selvstændig’ landmand i 1834 som forpagter på det gamle gods, Sandholt. Er boede han med sin kone, Marie Frederikke Langkilde, som var datter af Niels Langkilde på Biskopstorp på Langeland og fik fem børn. Deres sjette barn – Bertha Emilie – blev født på Bramstrup.
Bramstrup kan spores tilbage til middelalderen. I begyndelsen af 1400-tallet var Bramstrup et borganlæg med voldgrave opført af Mikkel Brockenhuus. I 1600-tallet blev der bygget om, så herresædet fremstod som et trefløjet anlæg i bindingsværk og senere i 1800-talletfik stedet sit empirepræg ved endnu en ombygning.
Niels Hellfach Langkilde var en dygtig og energisk mand, som fik sig en ganske imponerende karriere – ikke bare som landmand, men også som medlem af amtsrådet, næstformand i Fyens Disconto Casse og direktør i Kreditforeningen af Grundejere i Fyens Stift. Han var justitsråd og blev senere etatsråd – begge titler var af honorær karakter.
I 1865 køber Niels Marienlund. Det siges, at han gjorde dette lidt af trods, da hans mor, Bodil Egeløkke
Langkilde, overdrog Juulskov til Hans Peter Egeløkke Langkilde, Niels’ ældste barn. Niels beskrives som lidt
egenrådig, og efter en del rykken rundt på sønnerne blev det hans femte søn, William August der kom til at
overtage Bramstrup, først som forpagter og siden som ejer ved farens død i 1893. Udover gården ’arvede’ han også en del af farens tillidspost i Disconto Cassen og Fyens stifts Patriotiske Selskab.
Siden er fulgt en række dygtige Langkilder på Bramstrup med Niels Einar Langkilde som nuværende ejer.