Juulskov – bygget af djævlen
Legenden siger, at den oprindelige ejer af godset havde forbygget sig og ikke kunne
færdiggøre godset. Han indgik derfor en pagt med djævlen, som afsluttede byggeriet –
mod at han måtte hente ejeren, når der ikke var grønt mere på gården. Ejeren var snu og
plantede en taks, et stedsgrønt træ, så da djævlen kom ved vintertide, måtte han gå igen
uden ejeren. Derfor må denne taks ikke fældes. Flere ejere har prøvet at få folk til at
beskære eller fælde dele af den. De skulle efter sigende alle være kommet til skade.
Juulskov nævnes første gang i 1365, og hovedbygningen er opført i 1590 ved Domenicus
Badiaz, ombygget i 1797 og igen efter en brand 1862. Godset ligger 6 km vest for Nyborg i
Kullerup sogn, Vindinge Herred og Nyborg Kommune. Juulskov Gods er på 187 hektar.
Langkilde-Selskabet har besøgt godset et par gange, og begge gange er vi blevet meget
vel modtaget og vist rundt. Fra vejen er det let at se herregården, men der er ikke offentlig
adgang. Anlægget fremstår meget smukt og velholdt.
FØRSTE EJER ER HANS PETER
Langkilderne kom til med Hans Peter Langkilde, som i 1811 køber Juulskov. Hans Peter
var en driftig mand, gift med Bodil Nielsdatter Egelykke, og dette pars efterkommere får
mange andre store gårde, så det er lidt vanskeligt at tale om Juulskov-Langkilde linjen.
Hans Peter og Bodil blev gift i Tranekær Kirke på Langeland den 18. april 1804. Begge
sæt forældre boede nemlig på Langeland. Hendes forældre havde forpagtet Korsebølle i
Tranekær sogn inden de senere købte Vejlegaard i Vejle syd for Odense. Hans forældre,
Rasmus Hansen Langkilde (1744-1820) og Marie Møller (1738-1831) ejede hovedgården
Biskopstorp i Simmerbølle Sogn, ligeledes på Langeland.
Inden ægteskabet havde Hans Peter Langkilde, født 13. juni 1777, taget Dansk juridisk
kandidatgrad i 1797. Ikke få af Langkilderne har i tidens løb taget juridiske eksaminer.
Herefter var han forvalter på Nedergaard på Langeland og siden på Svanholm på
Sjælland. Han forpagter Knepholm i Tryggelev Sogn på Langeland 1803-09, så her er han
tæt på forældrenes herregård, Biskopstorp, og det er i denne forpagtertid, at han bliver gift.
Han ejer herregården til sin død den 27. oktober 1852, hvorefter Bodil Nielsdatter
Egelykke, gift Langkilde, tager over til hun dør i 3. august 1863 på Juulskov.
Om H. P. Langkilde fortælles det at han var en meget flittig mand. Så flittig, at han kunne
være to steder på én gang. Det skulle være bevidnet i flere tilfælde af personalet, som
synes at det var lidt vel meget han kunne holde øje med deres arbejdsindsats.
Bodil Nielsdatter Egeløkke gift Langkilde indrykkede efter manden død en annonce i
Fyens Stiftstidende med denne tekst under tre kors:
”Onsdag den 27, Octbr. Hjemkaldte Gud til sin evige Fred min trofaste og retskafne Mand, Proprietær H. P. Langkilde til Juulskov, efter otte dages sygeleie, ved en rolig og blid Død, i hans 76de Aar. I de 48 Aar, jeg nød den Lykke at leve med ham, lærte jeg at kjende og skatte hans Værd; og jeg føler mig overbevist om, at de Mange, til hvem han stod i Venskabsforhold, med mig dybt føle hans Savn og velsigne hans Minde. Juulskov den 29 Octbr. 1852. B. Langkilde Født Egeløkke.”
Udover Juulskov ejede de også hovedgården Vejlegaard (arvet fra hendes forældre), som
i dag er under en anden af Langkilde-gårdene: Boltinggård Gods. Vejlegaard ligger i byen
Vejle syd for Odense.
Hans Peter Langkilde var som andre i familien medlem af den rådgivende
stænderforsamling i Roskilde. Han skulle ikke blive den sidste Langkilde med politiske
interesser på lokalt, regional og landsplan. Han var endvidere amtsrådsmedlem og
medstifter af Fynske Brandassuranceselskab og Fyns Diskontokasse.
Det blev ikke deres adoptivsøn, Niels Rasmussen Helfach Langkilde, som overtog gården,
da han allerede havde købt Bramstrup. Den blev i stedet Niels Rasmussens Helfach
Langkildes ældste søn og Hans Peters barnebarn: Hans Peter Egeløkke Langkilde, der
blev født den 12. august 1836 på Sandholt. Han døde den 11. april 1924 i Nyborg.
Hans Peter Egelykke Langkilde blev student fra Odense Katedralskole i 1854, derefter tog
han juridisk kandidatgrad frem til 1859. Efter en ansættelse som assistent i
Indenrigsministeriet 1860-64 blev han i 1863 ejer af Juulskov, som han havde indtil 1918.
Den 31. oktober 1862 blev han gift i Sankt Knuds Kirke, domkirken i Odense, med
Ingeborg Marie Engelstoft, der var datter af biskop over Fyens Stift. De fik kun to børn. Det
første døde knap et år gammelt. Det andet barn var Bodil Langkilde, der blev gift med
Rasmus Lars Haagen Leth Lange til Ørbæklunde (se mere om hende under Ørbæklunde).