Månedens Historie – April

Ejby Mølle – en ung mand ta’r fat

Ejby Mølle har vi kort skrevet om før. Vi skal nemlig have fat i Hans Langkilde igen – han som senere overtog Hollufgaard (se månedens historie februar).

Hans kommer til verden på Langkildegaard i 1783. Forældrene – Hans og Kirsten Hansen Langkilde – var kort forinden blevet selvejere. Der er næppe tvivl om, at deres førstefødte allerede tidligt besluttede, at han også skulle leve af landbrug. Det blev først til fæstejord under Slæbækgaard i Kirkeby Sogn, men allerede som 25-årig, i 1807, overtog han Ejby Mølle, som var en meget storejendom tæt ved Odense.

Hans må have været en særdeles dygtig landmand, for uden hjælp fra en hustru drev han Ejby Mølle alene de første 7 år. I 1814 finder han meget belejligt en mølledatter, Anna Margrethe Rasmussen. Han har nokk kendt hende siden han var fæster under Slæbækgaard, for hun kom nemlig fra Kirkeby Sogn, og som datter af en møller har hun formodentlig haft styr på det med at drive en mølle.

Ejby Mølle bestod den gang af et ”betydeligt mølleværk, en stor hovedbygning, kornmagasiner, stalde og sidefløj og en smukt anlagt have med lystpavillon”, som Hans Erling Langkilde skriver i sin bog, Fæstegård og Herresæde.

Hans og Margrethe fik 10 børn, men 5 af dem døde som små. Børnedødeligheden var stor i starten af 1800-tallet – omkring 30 %. Man kan dog forestille sig de trængsler og den sorg, der må følge med, når halvdelen af børneflokken dør så tidligt.

På trods af dette og den alvorlige krise, der fulgte efter statsbankerotten i 1813 står familien igennem med glans. Omkring 1823 formår hans og Margrethe at overtage Hollufgaard, men de skiller sig ikke af med Ejby Mølle, som senere overtages af deres søn¨, Rasmus Christian Langkilde, som senere også overtog Langkildegård.

Please Login to Comment.